Taknemmelighed

Hvor er jeg bare heldig... jeg sidder her og kan glæde mig lige så stille over at være i live. Det er måske en lille ting, men i denne verden hvor alle har noget at brokke sig over og hvor utilfredsheden er kolosalt styrrende rundt omkring mig, er det bare dejlig at kunne sidde helt stille her og være taknemlig.... Måske er det fordi det ikke bare er en naturlig ting at jeg er i live. Måske er det fordi jeg omgiver mig med mennesker, for hvem det ikke bare er en selvfølge... hvor hver dag leves som var det måske den sidste... netop fordi livet har fået en udløbsdato. Tænker det er synd for de mennesker, der bare bevidstløse bruger deres tid og slet ikke husker at leve mens de gør det.  Jeg er et priviligeret menneske for jeg er i live lige nu og jeg hved det...

En på reminderen....

Sad her forleden dag og kiggede i kræftens bekæmpelses blad "tæt på kræft" fra juni... Jeg havde tidligere bladet det hurtigt igennem, men den dag faldt mine øjne lige på en artikel om en kvinde, som havde fået konstateret livmorderhalskræft og artiklen handlede blandt andet om hendes oplevelse af at få indvendig strålebehandling....

Hendes historie mindede på så mange punkter om min egen historie. Min indre film blev sat i gang og pludselig var jeg tilbage til dengang jeg selv var i behandling for livmoderhalskraft... Det som rystede mig mest var at det lød som om de stadigvæk ikke var klar over, hvor meget smerte, der er forbundet  med at få indvendig strålebehandling i underlivet. Ikke selve strålerne, men det apparat de presser op i ens skede og helt op i bunden,....

Da jeg for 15 år siden fik indvendig strålebehandling var det på forsøgsniveau. Min oplevelse var at lægerne opfattede mig som hysterisk og de mente, at jeg måtte have nogle gamle traumer forbundet ved mit underliv, for det kunne umuligt være så slemt, som jeg gjorde det til. Hvilket de også skrev i min journal... Det var meget grænseoverskridende og hvis jeg ikke havde været så bange for at dø og godt vidste, at det jo var en del af behandlingen, ville jeg nok have taget mit gode tøj og var gået og aldrig kommet tilbage... Men jeg måtte tilbage, endda op til flere gange og hver gang måtte jeg igennem den samme diskussion for at blive bedøvet...

Nogle gange tænker jeg, at det er utroligt, at kvinder  som har haft kræft i underlivet, hvor ens underliv er blevet sat til skue for alverdens læger og sygeplejersker, kan få et bare nogenlunde normalt forhold til vores underliv og til sex efterfølgende....Men det kan vi...

Kvantespring......

Wau jeg er fyldt op med energi....

Jeg har fundet min niche og er i vildt Flow...Kvinder med kræft... Jeg hved hvad jeg virkelig brænder for. Nu er jeg ikke i tvivl mere om hvad det er jeg vil... Fra jeg sagde det højt første gang, har jeg haft store sommerfugle i maven og næsten ikke kunne sove. Vågner kl. 5 og må lige have fat i notesbogen, for ikke at glemme al det jeg lige skal ha med og som jeg lige skal huske, at jeg rigtig gerne vil dele og give videre....

Det er underligt at det skulle tage så lang tid, at finde netop denne niche fordi:

jeg jo selv har haft kræft...

Den gang ville ønske at sådan en, som jeg er nu, ville have dukket op og tilbudt mig det, jeg nu kan tilbyde...

At rigtig mange har sagt til mig, at det var det jeg skulle lave...

MEN nu er jeg i gang og intet kan stoppe mig....

Spis,bed,elsk

Var i biografen i går, sammen med et par af mine dejlige veninder, og se filmen "Spis, bed, elsk". Skøn film som for mig bare var en nydelse at side og se.. fantastiske billeder og musik .. ja og min ynglingsskuespiller i hovedrollen.. Ellers er der delte meninger om selve filmen og dens handling blandt mine veninder. Filmen, som er en filmmatisering af bogen af samme navn, handlede om hvordan en kvinde som pludselig står i sit liv med en total følelse af at nok er nok. Det hele så ellers så fint ud.. godt job, dejlig mand og børn lige om hjørnet... Så efter en hård skilsmisse, en heftig affære og en afklaring om at det her går bare slet ikke.. vælger hun at hun vil rejse et år ud for at finde glæde, hengivenhed og balance.. Det gør hun så ved først at rejse til Italien for at finde glæden madglæden), til Indien for at finde hengivenhed og bønnens verden hos en guru..Dernæst videre til Indonesien for at finde ro og balance...
Efter filmen står vi ude foran og min dejlige veninde sukker dubt... "det ville jeg aldrig turde.. sådan at rejse alene ud i verden.. gudseklov har jeg mine børn som jeg kan bruge som undskyldning over for mig selv..."  Lige der var jeg parat til at køre hjem pakke min kuffert og så smutte...På vej hjem i bilen sad jeg så og tænkte over det.. Skal man virkelig rejse ud i verden for at finde glæde, hengivenhed og balance??? Handler det ikke meget mere om den rejse vi bliver nød til at tage inde i os selv??? Den der starter med at vi stopper op og giver os selv lov til at mærke hvordan vi egentlig har det..... Efter at have sovet på det er jeg ikke i tvivl.. jeg rejser ikke langt væk.. jeg smutter lige ind og tjekker hvordan det ser ud inde i Anette og så er det helt sikkert nogle justeringer jeg må igang med .... god rejse...

"Stille" Søndag morgen

Sidder her med kaffen og hører morgenradio. Havde egentlig troet at jeg skulle sove længe men så kom tankerne og så var det ligesom sket med det...

Og sikke tanker...... Efter 3 dage sammen med nogle helt fantastiske mennesker og en masse prefaming og coaching, ja så kører mine tanker på højtryk. På den ene side kan alt lade sig gøre og på den anden er der en masse forhindringer, som skal ses på og vurderes om de er reelle. Dem som kun er spøgelser skal væk, så er der dem som faktisk er der. De skal så igen vurderes. Er der en måde at minske eller omgås dem på og så måske finde en alternativ måde, hvorved forhindringen ikke er en forhindring, som gør at du ikke kan nå dit mål...... 

og hva så....

ja så er der kun handling tilbage.....

Nyt Nyt

Nu er det alvor.. ikke mere pjat...

Nej men Jeg bliver nød til at tage min blogskrivning alvorlig.. så nu har jeg taget en beslutning om at blive mere seriøs... så må vi se om ikke det virker..